Vi forestiller os, at det er sådan vi kommer til at se ud på scenen til Aarhus Vocal Festival. Foto: Aavf.dk

Denne måneds Syngkor er Katedralskolens kor – Du kan læse mere om dem på Aarhus Katedralskoles hjemmeside eller  Facebook profil

D. 29. maj i år, skal vi, Aarhus Katedralskoles kor, kickstarte Aarhus Vocal Festival. Festivalen foregår i Aarhus fra d. 30. maj – 2. juni. Vi synger derfor til “pre-festivalen”, som løber af stablen allerede d. 29. Maj. Vi skal sammen med 70 andre korsangere, fra Ollerup- og Aarhus Efterskoler, om aftenen den 29. synge i Ridehuset i Aarhus foran et stort publikum. Aarhus Vocal Festival er den største nordiske festival for vokalmusik, og både danske og internationale kunstnere skal synge. Vi er derfor meget stolte af at få lov til at medvirke ved denne store begivenhed, som finder sted hvert andet år.

Det bliver enormt spændende og fedt at få lov til at vise, hvad vi kan og hvad vi har øvet os på. Forud for aftenen bruger vi hele dagen på at øve med de andre kor for at blive klar til koncerten. Til koncerten skal vi bl.a. synge fire Disney-sange, som vi lærte til Operation Syng tilbage i oktober. Det er sange, vi alle holder af, da de emmer af nostalgi, barndom og fredagsslik. Vi skal også synge nogle af de popsange, som vi alle har hørt i radioen og skrålet med på i bilen, parken eller på stranden.

Vi glæder os til at stå på den store scene, mærke suset fra publikum, blive blændet af lyset, mærke hjertebanken og en smule nervøsitet, før vi får lov til at give den hele armen og vise, hvad vi har lært. Vi håber på god stemning og et minimum af voice-cracks, så koncerten kan gå godt.

Vi er glade for, at Syng har udvalgt os til at være et af de kor, som får lov til at få denne oplevelse.
Som sagt foregår koncerten i Ridehuset, Vester allé 1, 8000 Aarhus C, d. 29. maj 2019 kl. 19.30, og alle hjerteligt velkomne 😉