Sing A Day Away (SADA)

Workshops for alle medlemskor

Sing A Day Away er en workshop med en af vores udvalgte instruktører. Alle medlemskor kan søge om en SADA og vælge imellem en stribe af topklasse instruktører, der har fingeren på pulsen med klang, stemme, groove, beat og soul indenfor både pop, jazz og klassisk.

En SADA varer 5 timer. Det kan søges af alle medlemskor og er næsten gratis – det koster kun 1000kr. i egenbetaling! I får besøg af én af landets dygtigste instruktører, som med jeres sangere og korledere giver et forrygende kursus i korsang og vocal coaching.

Der er ansøgningsfrist for at søge en SADA den 15/5 og den 15/11 hvert år – ansøg ved at skrive en mail til syng@syng.dk

Instruktører

Christian Ronsfeld: Den fede klang

  • Elsker du kormusik, når stemmernes klang går lige ind under huden?
  • Elsker du gåsehuden, når stemmerne går op i en højere enhed?
  • Elsker du øjeblikket, når dine sangere rører dig og jeres publikum med al deres musikalitet?

Jeg elsker at give hver enkelte sanger i koret en mulighed for at udforske sin egen stemme og dermed udvikle sin personlig potentiale. Hver korsanger er en vigtig brik i korets fælles lyd. På kordagen leger vi med forskellige udtryk og stemninger, så at vi kan få det bedste ud af musikken og kan sætte kormagien i gang. Vi kommer til at udforske forskellige måder at bruge stemmen på, samt går i dybten med tekst, frasering, groove og intonation. Mange skønne øjeblikke er garanteret, hvor man kan lukke sine øjne og nyde et rum fuldt af vellydende harmoni.

Jeg vil glæde mig til at sprede sangglæde, drive og musikalitet blandt dit kor. Det skal være en fest at synge og jeg glæder mig til en dag med sjov, høj energi og magiske musikalske oplevelser.

Pigestemmer

Har dine piger brug for en dag med fede pophits, sjove lege og en masse energi? Jeg kunne medbringe nogle 3-4 stemmige arrangementer fra mit repertoire eller vi kunne arbejde med numre fra jeres repertoire. Vores fokus kunne være at frisætte den fede energi i din gruppe og bruge den til performance eller forskellige arbejdsværktøj til musikalske detaljer og sangteknik.

A cappella

Vil I lære nogle nye værktøj til jeres korprøver og til scenen? Jeg er uddannet inden for metoden ”Det Intelligente Kor” og ”The Organic Choir” og kan vise jer nogle tricks (groove, intonation, sangteknik, udtryk og performance), som er nemme at bruge i hverdagen og som åbner jeres ører for musikalske detaljer. Vi kan arbejde med mine arrangementer eller med jeres repertoire.

Om Kristian

Christian Ronsfeld er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling med hovedfag i sang, korledelse og hørelære. Han er korleder og arrangør med tyske rødder og nu bosat i Aarhus. Han har på kort tid markeret sig på den danske korscene som en energisk og passioneret dirigent. Han er den kunstneriske leder for Mariagerfjord Korskole og han er korleder for Mariagerfjord Pigekor og for Naura. Han har afholt flere workshops i SYNG-regi (Operation Syng, KorProjekt 2015 og Sommerstævne i Tønder) og på den internationale korkonference Leo Sings! i Freiburg, Tyskland. Christians arrangementer er udgivet af Helbling, Schott og Syng og bliver udover i Danmark også sunget i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge.

Peter Gomez: Beatboxing

Mere end bare en gimmick

Mange tænker umiddelbart på en beatboxer som en person, der står alene på scenen med sin mikrofon og lyder som en hel tecno-sang. Selvom det er super fedt, er beatboxing heldigvis ikke begrænset til det.

Beatboxing (eller vocal percussion) kan være med til at skabe energi, præcisere groovet og/eller forstærke en sangs helt særlige stemning og dermed hjælpe til at løfte oplevelsen for både kor og publikum.

Vi vil snakke om, hvordan beatboxing kan indgå i koret som en stemme på lige fod med de andre stemmer. Lige som man i de enkelte stemmer taler om eksempelvis fraseringer og dynamik, så er det også gældende for beatbox, hvor vi i stedet taler om fills, markeringer osv.
Jeg vil fortælle lidt om, hvor beatboxing egentligt har sin oprindelse og hvor det er nået til dag.
For at komme i gang med selv at beatboxe gennemgår vi beatboxingens tre grundlæggende elementer: kick(storetromme), hi-hat og snare (lilletromme).

På trods at dette forholdsvis beskedne repertoire af lyde, skal vi prøve det af i en jam, måske i form af en cirkelsong.

Det er oplagt, at I forbereder et specifikt arrangement, hvor I gerne vil arbejde med beatet. Målet kan være at ramme det originale beat så præcist som muligt – eller at udvikle et andet beat, som giver nummeret et andet udtryk end det oprindelige. Jeg kan hjælpe jer med begge dele.

Om Peter

Gomez har sunget og beatboxet de sidste mange år i nogle af Aarhus’ førende kor bl.a. Naura og Voicebox. Derudover udgør han det rytmiske fundament i Syngs eget kor – Syng Selected.
Når han ikke bruger tiden på musik, går han på Aalborg Universitet, hvor han studerer Sound and Music Computing.

Kristoffer Fynbo Thorning: Rytmer og energi

Med Kristoffer i lokalet er der sikkerhed for god energi, grin og masser af svingende korstemmer og rytmer. Har dit kor brug for at komme ud over scenekanten og ramme publikum med power, stærkt rytmisk groove, fede vokale beats og sangglæde, så hjælper Kristoffer jer på vej.

Med en baggrund i Vocal Line og som bas og beatboxer i Postyr, har Kristoffer sin rytmiske kor baggrund helt på plads. Han kommer med stor erfaring i beatbox, bas optimering og vil fokuserer på de rytmiske elementer i jeres repertoire.

Med Kristoffer ved roret kan I få hjælp til, I fællesskab, at udvikle og lærer nye beats og grooves til jeres sange og få en indføring i, hvor man starter med vokalperkussion og hvordan man kan bruge det i rytmisk kormusik.

Står I og overvejer køb af mikrofoner til alle eller blot nogle i koret så har Kristoffer stor erfaring at dele ud af og kan hjælpe jer med at teste og finde frem til det helt rigtige tekniske setup.

Har I en drøm om at arbejde med loops og effekter på scenen så er Kristoffer den helt rigtige instruktør.

Om Kristoffer

Kristoffer er vokset op med sang og kormusik, og har gennem de sidste to års soliststudie ved Det Jyske Musikkonservatorium, koncentreret sig om hvordan vokalmusik, computereffekter og lyd kan smelte sammen. Han arbejder til daglig i vokalgruppen Postyr og med firmaet omkring hans bog “Icebreakers – En praktisk tilgang til gruppedynamik”. Han sidder desuden i AAVFs arbejdsgruppe.

Terese Damsholt: Følelsernes kraft

Hvad er det der bevæger os dybt, når vi hører musik? Det har noget at gøre med de følelser, som bliver båret med musikken.

Lad os dykke ned i de stærke følelser, som formidles til dem der lytter, så vi kan røre andre med vores sang.

Hvordan kommer vi i kontakt med en ægte følelse? Og hvordan genskaber vi det følelsesmæssige udtryk hver gang vi optræder?

Jeg inviterer jer til en opdagelses rejse. Og I vil få et praktisk redskab til at hjælpe jer til at komme i kontakt med følelser og billeder. Dette vil forstærke jeres udtryk som sanger. Og så skal vi også snakke om energi. Der er vist meget få af os der er født med at vide, hvordan og hvor meget energi der skal til for at nå sit publikum. Det vil vi også arbejde med.

Om Terese

Jeg er professional skuespiller, og jeg har optrådt på mange teatre og i mange TV-produktioner. Min karriere strækker sig fra Det Kgl Teater til musikalske komedier og revyer – til optræden med gruppeteatre på de forskellige scener. Jeg har sunget i rigtig mange af produktionerne.

Gennem mit arbejdsliv har jeg undervist sangere og musikere på Musikvidenskabeligt Institut og Det Kgl. Danske musikkonservatorium, samt det Rytmiske Konservatorium. I 7 år var jeg medskaber og underviser på efteruddannelsen VoiceEmbodiment som rettede sig mod klassiske og rytmiske sangere. Dette skete i samarbejde med bl.a. Anne Rosing Schow. Jeg har arbejdet med en hel del kor gennem årene for at hjælpe dem med at ’komme ud over rampen’, forstå tekstformidling og lære lige præcis hvor meget energi der skal til for at give den bedste koncert. Jeg kalder ofte dette arbejde for The Power of Emotion. De sidste 14 år har jeg studeret en filosofi ved navn Earth Wisdom, som rummer fine praktiske redskaber, som kan være en stor hjælp for alle os, der optræder.

Anna Østergaard: Klang og udtryk

Vi skal arbejde med alle de fede detaljer, som klang, fraseringer og dynamik, som er med til at gøre nummeret endnu federe. Derigennem kommer vi også til at arbejde med hvordan vi udtrykker os som kor igennem de numre vi synger. Som udgangspunkt arbejder vi med de sange I allerede har på repertoiret, men der er også mulighed for at Anna selv kan medbringe sine arrangementer.

Om Anna

Anna er uddannet korleder og sanglærer fra Det Jyske Musikkonservatorium og underviser pt. på Herning og Århus Musikskole. Anna er desuden korleder for Local Vocal, som er blevet kendte på YouTube med Annas arrangement “90’s Dance Medley”

Kristian Skårhøj: Groove / Power / Drengestemmer / Impovisation

Kristian er en alsidig mand, og du kan vælge mellem flere typer workshops

Improvisation og gruppekomposition

Har dit kor brug for en udfordring og en helt ny oplevelse? Hvad med at lave musikken selv! Kristian guider jer igennem en progression som gør det sikkert, sjovt og næsten nemt at lave sin egen musik. Det er kreativt, spændende og åbner ørerne – og er I et kor som laver egne arrangementer, så er der inspiration at hente. Men først og fremmest er det en dag hvor I udforsker stemmen på nye måder, lærer hinanden bedre at kende og synger ny musik.

Indhold: Kreative kort, circlesongs, ingen noder, bevægelse i rummet, grin og øjenkontakt.

Powerboost for sangmusklen

Er I et kor som har brug for at synge igennem og lærer nogle hurtige nye rytmiske satser? Måske er i en efterskole eller et gymnasium og har mange elever som skal aktiveres? Kristian tager 3 rytmiske kor-arrangementer med til dagen og sørger for at eleverne/sangerne lærer dem i et godt tempo og med masser af energi, fokus på dynamik, frasering og rytmik – og at synge ind i sammenhængen.

Indhold: 3 rytmiske kor-arrangementer, energi, lyd og sangglæde.

Drenge & mandestemmer

Har drengene eller mændende i jeres kor brug for lidt ekstra fokus? Måske har I overgangsstemmer i koret eller en kvindelig korleder som mændende har svært ved at spejle sig i. Med baggrund i sit arbejde med De Unge Drenge under Det Danske Drengekor kan Kristian enten arbejder med korets overgangsstemmer eller hvis det er færdigudviklede mandstemmer, kan dagen handle om hensigtsmæssig klangbrug og stemmetræning. Specielt klang på basstemmerne kan være et fokuspunkt.

Indhold: Mandestemmen, klang, call-response, dybe frekvenser.

Om Kristian

Kristian er Danmarks eneste solistklasseuddannede rytmiske korleder. Han har erfarring med rytmiske kor indenfor alle niveauer og er en efterspurgt workshop holder i ind- og udland. Kristian har i en årrække specialiseret sig i improviseret musik med vokale ensembler og har et indgående genskab til Bobby McFerrin og hans musik. Kristian synger i det professionelle vokalensemble Voxnorth og er desuden komponist og leder af ensemblet Songs Of The Moment.

+45 51800145 / kristians25@gmail.comhttp://kristianskarhoj.dk

Carsten Seyer Hansen: Klassisk med det hele

I mit arbejde fokuserer jeg meget på klarhed i lydbilledet, god intonation, rene/ens vokalfarver. Vi vil arbejde med at skabe en god, fælles ensemblelyd, at der er god balance mellem de enkelte grupper, at alle sangere véd, hvilken rolle de har i lydbilledet og at de kender de andres roller, så de kan give plads og bakke op efter behov. Vi arbejder med korets eget repertoire. Det er få så vidt lige gyldigt, om det er klassisk eller rytmisk.

Om Carsten

Carsten er særdeles aktiv som dirigent indenfor den klassiske musiks verden. Både med egne ensembler Vokalgruppen Concert Clemens og Skt. Clemens Drengekor, men også som gæstedirigent og instruktør i en lang række sammenhænge. Er vant til at arbejde med alle aldersgrupper og niveauer. Carsten er tillige kantor i Aarhus Domkirke og lektor i korledelse på Det Jyske Musikkonservatorium.

Thue Thesbjerg: Boost!

Trænger dit kor til et boost med fokus på groove, krop og energi, så står Thue klar med power, humor og inspiration, som hænger ved længe efter! Thues arbejde med rytmisk korsang bygger på de klang- og fraseringsidealer, som er kendetegnende for den rytmiske musik. Behandlingen af groove og feeling er helt central. Desuden dyrker han rytmisk, kropslig bevidsthed og koordination, hvilket er med til at give korsangeren et overskud i indlæringen og udførelsen af rytmisk svære og komplicerede fraser. Endelig er hans mål at forsøge at forløse sangglæden hos den enkelte korsanger. Med sangglæde menes både den umiddelbare glæde som er den, ’den sociale korsanger’ primært oplever, og den glæde/tilfredsstillelse ’den ambitiøse korsanger’ føler, når han/hun er med til at skabe en form for kunst.

Om Thue

Thue har været ’groovy kordoktor’ og arrangør i mange år, og har lavet workshops, stævner og kurser for korledere og korsangere i alle aldre. Han underviser til daglig på Aarhus Katedralskole, er konsulent for Syng og har siddet i arbejdsgruppen for Aarhus Vocal Festival.

Signe Sørensen: Pop for lige stemmer

Hvad er unikt for et ungt kor med lige stemmer? Hvor ligger korets styrker, klanglige og udtryksmæssige forcer, og hvordan kan koret levere kunstneriske rytmiske fortolkninger af musikken som giver publikum kuldegysninger og uforglemmelige øjeblikke?

Vi skal arbejde med rytmiske detaljer, klang og time, og vi skal lave øvelser som får os til at opdage nye muligheder hvad udtryk og fortolkning angår. – Og når vi arbejder, gør vi det ud fra en filosofi om at koret til en hver tid skal kunne levere musikken og fortolkningen selv – uden korlederen. Det kræver både ansvar, ejerskab og sammenhold, men det kræver også at alle korsangere oplæres i en viden om de musikalske værktøjer, der får musikken til at svinge, klinge, imponere og røre. Vi skal med andre ord ud på gulvet og samarbejde. Vi skal stå sammen og arbejde som en helhed! Så tag dine kondisko på og husk din drikkedunk, for vi kommer ikke til at side stille.  Vi kan enten arbejde med nogle arrangementer I allerede har på repertoiret, eller Signe kan medbringe nogle nye rytmiske arrangementer til jeres kor.

Om Signe

Signe Sørensen uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, og er danmarks første og eneste Enfags-kandidatuddannede Rytmiske Korleder med speciale i Rytmisk Pigekor. Signe er dirigent, korleder og arrangør for Mariagerfjord Pigekor og JuniorKor, og har med sit arbejde med disse kor igennem de sidste 5 år opnået national såvel som international anderkendelse for arbejdet med unge rytmiske sangere. Signe har igennem de sidste 2 år været leverandør af rytmiske korarrangementer til Danmarks Radios Korskole, og modtog i foråret 2011 prisen som ”Årets Musikskoleensemble 2011” med Mariagerfjord Pigekor. Signe har derudover over 10 års erfaring med arbejdet som freelance kor-instruktør, teambuilder og kor-vejleder.

Tine Friis: Sangteknik der rykker

Vi skal synge en hel masse. Højt og længe, svagt og tilbageholdt, inderligt og udtryksfuldt. Med udgangspunkt i gruppens eller mit repertoire, der bl.a. består af stemningsfulde og energiske sange af Coldplay, Choir of Young Believers og Burhan G, sætter vi fokus på en sund og fleksibel sangteknik, der kan understøtte musikkens udtryk. Undervejs kan vi f.eks. komme omkring emner som støtte, klangfarver og dynamik, effekter som knirk, luft og vibrato samt blend, groove og intonation.

Om Tine

Tine er en efterspurgt sangunderviser i både ind- og udland med erfaring fra gymnasie- og skoleworkshops m.m., talent- og MGK-undervisning, internationale vokalfestivaler og coachings af både amatørkor i alle aldre og professionelle grupper som Perpetuum Jazzile og Musix. Tine er kandidatuddannet rytmisk sanger og sangunderviser fra Det Jyske Musikkonservatorium, og har desuden en bachelor fra samme sted i rytmisk musik- og bevægelse. Hun er medlem af Postyr Project og Vocal Line – i begge sammenhænge optræder hun både som korsanger, solist og arrangør.

Line Groth Riis: All round coaching

Det fede groove og de rytmiske lag i musikken, den smukke og sammensmeltede klang, den skarpe intonation og ikke mindst det nærværende og indlevede udtryk er alt sammen ingredienser, der skal til for at skabe den lækre korlyd og den stærke performance – alt det, som gør musikken levende og intens. I bestemmer, hvad vi primært skal fokusere på. Jeg lytter og byder ind. Uanset hvad, arbejder vi med detalje og helhed – og med det, som netop jeres kor/vokalgruppe har brug for. Vi kan tage udgangspunkter i sange fra jeres repertoire, eller jeg kan tage nogle af mine arrangementer med.

Om Line

Line Groth er en internationalt anerkendt arrangør, coach og workshopinstruktør. Hun er kandidat fra Det Jyske Musikkonservatorium med speciale i sang, hørelære og korledelse. Line er sanger, arrangør og medleder i Vocal Line og synger i den prisvindende elektroniske vokalgruppe, Postyr. Hun er desuden leder af vokalensemblet, Naura, der vandt konkurrencen for kor ved Aarhus Vocal Festival 2011. Line har bred erfaring i at lave workshops med sangere i alle aldersgrupper og på alle niveauer. Hun er kendt som en inspirerende underviser med et smittende engagement.

Morten Vinther Sørensen: Pop’n’jazz

Vi skal arbejde med fælles forståelse for hvordan musikken hænger sammen, samarbejdet i koret og naturligvis noget lækkert musik. Energien og ansvarsfølelsen hos den enkelte sanger er i højsæde og forsøg med at skabe forståelse for hvordan man kan løse musikalske problemer, på en positiv og lærerig måde, kan forekomme… Materialet kan variere alt efter ønske og størrelse på gruppen.

Om Morten

Morten er bosiddende i Stockholm og synger til dagligt med den svenske a cappella gruppe The Real Group. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg med en kandidatuddannelse i rytmisk korledelse og har under tiden sunget og arbejdet med en del forskellige kor og vokalgrupper i og udenfor Danmark.

Peter Kunz: Performance

På workshoppen vil der blive arbejdet med: kropsudtryk, kropslyd, at synge sammen, at investere i teksten, vokal og konsonant, fornemmelse for rum, humør og balancen mellem indtryk og udtryk. De forskellige emner vægtes efter behovet i koret – og humøret på dagen

Om Peter

Peter er uddannet klassisk guitarist fra Det fynske Musikkonservatorium og har spillet over 1000 koncerter i Danmark, udlandet og i radio og TV. Desuden 6 CD-indspilninger. Videreuddannelse som dramalærer og teaterinstruktør. Fra 1992 musiklærer på Skuespillerskolen i Odense, siden 1998 fuldtidsansat dramalærer på samme sted. Har instrueret 43 forestillinger på Skuespillerskolen, fra Macbeth over Tjekov til moderne tekster. Underviser jævnligt på konservatorieafdelingerne i Odense og Esbjerg, samt giver foredrag og workshops rundt omkring i landet.

Malene Rigtrup: Udtryk og fortolkning

Vi sætter fokus på sangenes individuelle udtryk og arbejder især med klangfarver, fraseringer, feeling og indlevelse – alle de lækre detaljer, der gør hele forskellen. Vi skal også arbejde med at få de individuelle stemmer til at smelte sammen som en helhed – som én organisme, der både lytter indad i gruppen og kommunikerer udad til publikum. Malene kan medbringe nogle af sine egne arrangementer, men kan også arbejde med sange, I allerede har på repertoiret.

Om Malene

Malene er en efterspurgt instruktør til diverse kor- og sangworkshops i både ind- og udland. Hun underviser i rytmisk korledelse og arrangement på Det Jyske Musikkonservatorium og som sanglærer og dirigent for pigevokalgruppen ”Maestra” på Århus Musikskole. Malene var i 11 år sanger og medleder i ”Vocal Line” og har, i samarbejde med Morten Kjær, udgivet flere noder og håndbøger om kor i ”Ørehænger”.

Morten Kjær, nye arrangementer og stævner

Vi skal have det sjovt med at synge fede, flotte og intelligente Morten Kjærpop/folk/soul/jazz-numre fra jeres eller mit repertoire – og måske arbejde med vokalpercussion.

Måden, vi synger på, er vigtig, så numrene bliver passionerede og vedkommende.Det handler om at synge frit og være nærværende og initiativrig i musikken.

Om Morten

Morten Kjær er uddannet sanger fra konservatoriet i Aarhus. Han er tidligere medlem af Basix og Vocal Line og synger nu med vokalgruppen M-Pact i Los Angeles. Morten er den ene halvdel af instruktørteamet ”Ørehænger”. Han udgiver i perioden 2012-2013 tre EP’er under kunstnernavnet Kier.

http://www.mortenkjaer.dk/