Home > Blog > Et natteopkald – med kærlig hilsen fra dit kor

En familie med en særlig tradition

Vi har en tradition i Dopplers… Nej, først må jeg hellere starte med at forklare, at vi i Dopplers er som en lille familie, en familie, som kender hinanden på godt og ondt, og som kommer hinanden ved. I en gruppe som Dopplers, som går op i en visuelt spændende performance, så er vi nødt til at komme hinanden ved for at udvikle vores sceneshows.

… på gulvet i vores imaginære bikinier har vi forsøgt at lokke drengene til os og i det hele taget blottet os for hinanden.

Vi har efterhånden lavet mange mærkelige ting sammen, både til koncerter og i øvelokalet. Vi har bl.a.  forfulgt vores publikum til en koncert og sunget Leonard Cohens ”Hallelujah” efter dem. Vi har samlet vores publikum i en klynge, mens vi meget dybsindigt er gået i ring om dem og har reciteret digte med voldsom heavy metal som baggrundsmusik. Så var der dengang vi som sild i en tønde pressede vores publikum ind i en noget tvivlsom elevator alt imens vi læste Den Lille Prins højt for dem, som tak fordi de var kommet … alt sammen i kunstens navn. Bag lukkede døre har vi i øvelokalet hoppet rundt og fundet vores indre gorilla frem, ligget på gulvet i vores imaginære bikinier og forsøgt at lokke drengene til os og i det hele taget blottet os for hinanden på de mest mærkværdige og sårbare måder.

Alle disse ekstreme performances og øvelser kræver, at vi kender hinanden godt, og at vi tør komme hinanden ved.

Også når vi går hinanden på nerverne

Men når man netop kommer hinanden så meget ved, så kan det ikke undgås at vandene løber lidt højt engang i mellem, og at vi bliver uenige med hinanden eller ligefrem irriteret på hinanden.

Og selvom vi elsker dem for det, så er det ikke altid, at det er helt det rette tidspunkt.

Vi har fx. de to sødeste basser, som ofte mener, at det midt i en prøve er det vigtigste i verden at teste, om de pludselig skulle have fået absolut gehør eller også prøver de at finde frem til den helt korrekte funktionsanalyse af musikken, og selvom vi elsker dem for det, så er det ikke altid, at det er helt det rette tidspunkt at foretage disse (sindssygt vigtige …) vurderinger, og vi kan enkelte gange godt finde på at have en lidt kort lunte med dem.

Der er også nogle gange at pigerne er nogle snakkehoveder og midt i prøven er nødt til at opdatere hinanden om den seneste Tinder-date, og igen må vi nogle gange skære lidt hårdt ned for at få os tilbage på rette kurs.

Sammenhold og kærlighed til de fraværende

Men i sidste ende elsker vi alle hinanden, og det er nu, jeg kommer til den tradition, jeg nævnte i begyndelsen. Det er vigtigt for os, at vi alle ved at uanset hvor højt vandene nu engang måtte stige, så er vi alle uundværlige og ligeligt værdsat. Dette får vi lejlighed til at vise hinanden, når der i ny og næ er en medsanger, som er forhindret i at deltage til en koncert, hyggeaften eller andet arrangement.

Det er imod reglerne at indlede en samtale efter sangen – også selvom personen i den anden ende af røret forsøger!

For at vise dem at de er savnet, og at vi har dem i tankerne, så gør vi det, at vi ringer til dem (om så det er midt om natten!) og så snart opkaldet bliver modtaget (eller går på telefonsvarer), så begynder vi at synge ”Sammenhold” fra Disneys Junglebogen (nogle gange i lettere beruset tilstand). Det er imod reglerne at indlede en samtale efter sangen (også selvom personen i den anden ende af røret forsøger…!), man skal lægge på direkte efter sangen og lade sangen stå alene som et symbol for den kærlighed, vi alle har til hinanden … Så tak for musikken til Dopplers … også selvom den bli’r sendt midt om natten.

Jasmin - headshot

– Skrevet af Dopplers’ arabisk-skala improvisatør og sopran Jasmin Rose Patel

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*