Home > Feature > Dagbog fra en studieindspilning

Dagbog fra studiet – før og efter

“Jeg har prøvet det før, det bliver hyggeligt! Det bliver dejligt at nørde en hel dag med det her.”

Første weekend af påskeferien stod i indspilningens tegn for Voicebox. Vi havde besluttet at indspille to sange med Henrik Birk Aaboe som producer hos Corona Music i Thorsø. Henrik har indspillet med mange andre kor, bl.a. Vocal Line, og vi har selv samarbejdet med ham tidligere, da vi indspillede i 2012, så vi var helt trygge ved at lade ham stå for indspilning og efterredigering.

Som forholdsvis uerfarent indspilningskor havde vi mange forskellige forventninger til oplevelsen. Vi har samlet nogle før- og efterudsagn, der kan give et indblik i sangernes tanker om det at indspille:

Før: “Jeg glæder mig rigtig meget – lige nu mest til det sociale. For jeg er faktisk ret bekymret for, om min egen stemme kan bære. Tænk nu, hvis det mest lyder fedt på indersiden af mit hoved… og jeg er bekymret for om jeg trækker niveauet ned. Jeg er ikke bekymret for de andre i Voicebox – de lyder jo altid fedt!”

Efter: “Jeg nød hvert et øjeblik i studiet. Tiden gik alt for hurtigt, selskabet var SUPER og det gik nemmere, end jeg havde regnet med. Nu glæder jeg mig bare til at høre resultatet.”

DSC_0006

Før: “Jeg er super spændt på, hvor meget tid vi kommer til at bruge. Jeg håber, at vi er effektive, og personligt vil jeg helst ramme tonen og blende med de andre i min stemmegruppe i allerførste take – jeg ved slet ikke, om det er muligt, men vi får se/høre! Jeg glæder mig faktisk også rigtig meget til ventetiden ind imellem, hvor der er plads til at øve detaljer igennem og bare sludre og hygge 🙂 “

Efter: “Det gik overraskende hurtigt, uden at det virkede forjaget. Vi var bare SUPER effektive (og der var adskillige first takes)! Der var masser af tid og plads til forberedelse både alene og sammen. Jeg er sikker på resultatet bliver fantastisk!”

20160319_154536

Før: “Jeg er super spændt på at høre det endelige resultat. Jeg tror, at den største udfordring bliver at skulle synge uden at kunne høre de andre stemmegrupper. Det giver en helt anden form for træning, end vi er vant til – vi plejer at være enormt opmærksomme på hele koret, på scenearbejde og performancefinesser. Jeg glæder mig til at skulle nørde med musikalske detaljer og til at hænge ud med de andre i Voicebox.”

Efter: “Generelt gik det rigtig godt – det var en super fed oplevelse. Det kørte bare, og som det sidste indspilningshold var vi så heldige at få de andres stemmer i ørerne. Vi var dog så forberedte, så jeg er sikker på, at det var gået fint alligevel. Mærkeligt nok meldte nervøsiteten sig først på vej hjemad i bilen, selvom jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Jeg er sikker på, at det er blevet fedt! :)”

20160320_104605

Før: “Jeg har en bekymring om en smule trykket stemning. Det virker som mange ting der skal klappe på relativt kort tid. Jeg må medbringe noget selvdisciplin og positivitet til weekenden. Men ligegyldigt om vi har nerver på, bliver det dejligt at opleve samarbejdet og viljen til succes.”

Efter: “Dagen gik rigtig godt. Jeg er meget positivt overrasket over, hvor nemt det egentlig gik. Alle var glade og stod klar, når der var brug for det. Ingen trykket stemning, snarere en ro og balance mellem disciplin og hygge. Vi fik virkelig udrettet noget, både socialt og i produktionen.”

DSC_0013

Før: “Er spændt på, hvordan det vil påvirke resultatet at synge alene på sin stemme og i opdelte stykker. Er også usikker på, om vi vil kunne holde tidsplanen med et resultat, vi er tilfreds med. Har været med til en indspilning tidligere, hvor det hele tog meget mere tid, end vi var forberedt på.Og vil nervøsitet ødelægge præstationen?”

Efter: “I alt er jeg meget tilfreds med korets præstation i studiet. Vi overholdt næsten tidsplanen, fordi vi var så godt forberedt. Personligt synes jeg ikke, at det gik så godt for mig ved dag 1, både fordi jeg var lidt nervøs, men også fordi det skulle synges så opdelt, og det gjorde det sværere at leve sig ind i musikken. Søndag gik det heldigvis bedre, hvor jeg også fik mulighed for at synge hele nummeret igennem fra start til slut et par gange, hvilket hjalp mig.”


 

Studiesession kræver forberedelse

Overordnet var der altså lidt nervøsitet på forhånd, men tilfredshed efterfølgende. Vi bakkede hinanden op, og Henrik var virkelig behagelig at arbejde sammen med.

Hvad har vi så lært ift. forløbet op til indspilningen?

Dirigent og bestyrelse havde på forhånd en idé om, at når vi kun skulle indspille to sange, så ville der blive tid til masser af anden øvning ved siden af i gangene op til weekenden. Men sådan gik det ikke – ambitionsniveauet for detaljer og præcision rykkede sig hele tiden med op, når vi kunne noget bedre, end før vi kom. De sidste fem gange kom derfor nærmest udelukkende til at gå med at forsøge at foregribe studieskræk ved fx. at øve i forskellige konstellationer, med og uden cuetracks, med og uden solist og ved at nørde klang.

Når vi ser tilbage på øveforløbet op til, havde det nok været smart så tidligt som muligt at bestemme sig for en plan for indspilningen, som havde muliggjort flere stemmegruppeøvere med dirigenten, så der ikke var tvivlsspørgsmål i selve studiet. Men i forhold til det store, langsigtede arbejde som kor er der ikke noget i processen, der har været spildtid. Det her med at øve så detaljeret med ganske lidt materiale er nok en gang med til at binde koret tættere sammen, fordi det her er nogle andre kvaliteter, der bliver værdsat, end når vi fx. øver op til koncerter.

 

Nu glæder vi os til den sidste del af processen: redigeringsarbejdet, hvor der kan skrues hist og pist, så vi kommer til at lyde som den million, vi følte os som hos Corona.

 

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*