Home > Blog > Aarhus Pigekor i Basel

Af Aarhus Pigekor

 

Med mange timers øvning som rygstød deltog Aarhus Pigekor fra 8. til 13. maj i Europäisches Jugendchor Festivali Basel, hvor 18 andre udvalgte kor også deltog. Under opholdet i Basel boede vi to-og-to sammen privat hos lokale familier, der udviste gæstfrihed og glæde, så det ganske uundgåeligt smittede af på en ellers træt korsanger efter en lang dag med sang. Udover at komme tættere på den schweiziske kultur gennem værtsfamilierne, resulterede de fælles koncerter med kor fra alle egne af Europa også i et spændende kulturmøde med sang og latter. Det var ikke kun til fælleskoncerter at vi sang sammen, for vi kunne sagtens – uden hjælp fra en dirigent – lave vores egne koncerter for hinanden ude i den varme sommerluft, hvor korene kunne få mulighed for at synge nogle af de numre, de ikke lige fik fremført til de officielle koncerter. Disse uofficielle og spontane udbrud af sang var uden tvivl blandt turens højdepunkter, ikke mindst en sejltur på Rhinen i solskinsvejr.

 

 

Festivalen åbnede med ikke mindre end tre samtidige åbningskoncerter, så alle kor kom i gang. I Basel sluttede to koncerter i et stemningsfyldt fælles optog under nattehimlen, hvor sangerne med stearinlys i hænderne og syngende en smuk svensk vise gik til Marktplatz. Publikum og kor stod imellem hinanden imens korene skiftevis sang. Udover den svenske vise havde alle deltagene kor lært den sydafrikanske festsang Shosholozaog sangen Music is everywhere, som var skrevet specielt til festivalen.

 

Ved et par af de mange koncerter sang Aarhus Pigekor to sange sammen med et fremragende lokalt kor: Incantanti. Fra Danmark havde vi medbragt Den Sømand han må lidearrangeret af Michael Bojesen, og schweizerne bidrog med en ny renaissanceinspireret korsats: La sera sper il lag. Hos begge kor var der lagt et stort arbejde i at udtale ordene i den fremmede sang korrekt, og slutresultatet blev i begge tilfælde særdeles vellykket. Selvom man ikke forstod sproget, kunne man forstå musikken. Aarhus Pigekor deltog også i en såkaldt Jukebox-koncert, hvor publikum kunne vælge hvilke numre, de ville høre, og så skulle det pågældende kor ellers stå klar til at performe. Det var både sjovt og spændende, at synge til en så uforudsigelig koncert. Mod festivalens afslutning var der parade, hvor korene stod på begge sider af en vej, så lyttere kunne gå igennem og høre de forskellige kor. Efter afslutningskoncerten om søndagen, hvor alle kor igen deltog, tog Aarhus Pigekor direkte til lufthavnen for at rejse hjem til Danmark, hvor hverdagen ventede. Vi var udmattede, nogle var hæse, men alle var i godt humør efter en fantastisk tur med kulturelle indtryk, sjove og musikalske højdepunkter, og vi er nu helt klar til at tage til ’kor-olympiaden’World Choir Gamesi Sydafrika i første halvdel af juli.

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*