Home > Blog > Sommerfuglevingeslag og magiske koncerter
Denne måneds Syngkor er Syng Selected – Du kan læse mere om dem på vores hjemmeside eller deres Facebook profil

 

 

Sommerfuglevingeslag og magiske koncerter

 

Skrevet af Kirstine Rebsdorf, 1. sopran i Syng Selected.

 

Det er tid. Vi har listet os ind i Rytmisk sal og skal på om to sekunder. Det er på en måde lidt surrealistisk, at det sker nu. At det allerede er tid. At det er nu, vi skal ind på scenen, ind foran et spændt publikum og fire professionelle dommere. Vi holder næsten hviskende starttonen i gang, imens forventningsfulde og energiske blikke bliver givet til hinanden. Det er først nu jeg bliver ramt af sommerfuglene indeni. I ved, dem der basker omkring, så det kilder lidt. Og indimellem giver vingeslagene et hurtigt sug, der gør mig lidt ekstra nervøs, men jeg ved samtidig, at jeg har ingenting at være urolig for, for det er intet mindre end magisk at give koncert med Syng Selected.

 

Vejen til magiske koncerter

Vi er efterhånden ved at være ret habile i det at give magiske koncerter, hvis jeg selv skal sige det. Selvom det ikke er mere end 2½ år siden korets første øveweekend, har vi allerede formået at lave i omegnen af 22 koncerter rundt omkring i Danmark, og for hver koncert løfter vi niveauet endnu en tak. Under konkurrence-koncerten skete det endnu en gang og vi endte ud med en 2. plads i en internationalt anerkendt korkonkurrence. Det var ret vanvittigt og fantastisk! Tænk at et kor som os, der kun afholder 5-6 øveweekender om året, kan levere en så skarp performance, at vi ender på 2. pladsen!

 

I april måned tog vi på en mini-weekend-tour på Fyn, hvor vi gav 3 koncerter på 2 dage i hhv. Odense, Svendborg og Hundstrup, og vi fik nogle rigtig fine ord med på vejen. En fra publikum fortalte, at hun var fortryllet (apropos magiske koncerter), og fortsatte sætningen med

Det er imponerende hvor meget I har styr på intonation og rytme. I er mega præcise, mega dygtige og mega skarpe.

En anden koncertgæst kom omkring vores udtryk, som vi har arbejdet en del på de sidste øveweekender:

I er så flotte at se på! I har hvert jeres udtryk, så der er meget individuel udstråling, men samtidig også en korudstråling.

Og det er jo virkelig fint beskrevet, for vi ér forskellige – vi ér individuelle, men jeg fornemmer, at vi nærmer os hinanden for hver time vi tilbringer i hinandens selskab.

 

Vi begynder virkelig at kunne mærke hinanden” sagde Kristian (tenor og formand), efter touren på Fyn, og jeg tror, at det er en af grundene til, at vi kan få en så fin plads i en korkonkurrence. Det er ikke kun sket, fordi vi har øvet og nørdet og finpudset de 3 arrangementer vi udvalgte og vores performance af dem – Det er lige så vel sket, fordi vi har grinet med hinanden, krammet, snakket og dyrket vores venskaber, hver gang der er mulighed for det. Det er nok egentlig også en af de ting, der gør det magisk for mig, at stå på en scene med Syng Selected. Jeg ved, at jeg står der med 30 dygtige sangere, men det er lige så fantastisk for mig at stå der med 30 individer, som jeg har det virkelig rart med, som jeg stoler på, bliver inspireret af og føler mig tryg med. Johanne (2. sopran) har beskrevet det som en kæmpe oplevelse hver gang:

at stå så mange sangere sammen og formidle en fælles historie via sangstemmen, et helt unikt og følsomt instrument, er fantastisk. Og det at kunne skabe så intens og harmonisk musik sammen med venner. Det er noget helt specielt.

 

 

Glimmer på Kaminhylden

Koncerten under AAVF bliver endnu en oplevelse jeg med stolthed kan putte en masse glimmer på og placere på min indre kaminhylde (jf. papmachereglen af Hella Joof) – Her kan den stå og glimre ved siden af koncerten, hvor vi varmede op for og sang med Vocal Line i et guddommeligt smukt og propfyldt kirkerum; og ved siden af koncerten, hvor vi selvsikkert lagde Odense Studenterhus ned med nærvær, inderlighed og et boom af dynamisk energiudstråling; og ej at forglemme ved siden af tusindvis af andre lige så væsentlige øjeblikke, som f.eks. hver oplevelse af gennemstrømmende glæde ved at være en del af et så dygtigt og kærligt kor med en så dygtig og kærlig dirigent (Line Groth <3).

Min kaminhylde har plads til mange flere glimtende oplevelser med Syng Selected, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den vil blive fyldt op til bristepunktet. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til vores næste koncert, og her til slut vil jeg kun anbefale dig at komme forbi. Jeg lover dig en oplevelse, som du kan putte glimmer på og placere på din helt egen kaminhylde og forhåbentligt værdsætte hver gang du lader blikket glide over din glimtende samling af berigende oplevelser.

  • Syng Selected mødes 5-6 gange om året til koncentrerede øveweekender fra fredag aften til søndag aften.
  • Efter hver weekend afholdes en koncert i nærheden af højskolen/efterskolen, som koret har øvet på.
  • Det kan være udfordrende for koret at lave koncerter uafhængigt at øveweekender, da koret består af sangere fra hele Danmark. Men på trods af det, lykkedes det f.eks. at mødes og lave 3 julekoncerter i løbet af december 2016.
  • Syng Selected arbejder pt. på at komme til Stockholm i foråret 2018 for at lave koncerter i byen sammen med andre nordiske kor.

 

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*