Home > medlemskor > Vokalkompagniet

PayPal

Vokalkompagniet er et ambitiøst rytmisk kor med base i København. Koret består af 22 passionerede og erfarne sangere, og har korleder, musiker og sangerinde Bonnie Denise ved roret. Bonnie er blandt andet uddannet solist i rytmisk korledelse fra Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Vokalkompagniet har en bred spændvidde, et omfattende bagkatalog og synger mange forskellige musikalske genrer. Vi forsøger konstant at forny og udvikle os selv og vores musikalske udtryk. Derfor vælger vi et musikalsk tema for hvert semester. Senest har koret været omkring country og bluegrass, moderne popklassiskere, nordiske toner, jazz og swing. Denne diversitet i repertoiret gør, at vi kan fungere i mange forskellige sammenhænge, og opfylde netop dine forventninger til en unik musikalsk oplevelse.

De flerstemmige arrangementer er originalkompositioner, og ofte udført af Bonnie Denise, men også andre nutidige og talentfulde komponister, såsom Morten Kjær, Jens Johansen og Line Groth Riis har fundet vej til vores nodehæfter.

Vokalkompagniet er et alsidigt kor, og koret har gennem dets efterhånden lange historie mange gode oplevelser med sig i bagagen. Flere gange årligt synger vi koncerter rundt om på Københavns scener. Vi opsætter vores egne halvårlige koncerter, men bookes også ofte til diverse arrangementer og begivenheder.

Årligt tager vi hinanden under armene, og rejser rundt i Europa. Her etablerer vi kontakt til et venskabskor, synger koncerter, og får nye musikalske venner og oplevelser. Senest er turen gået til Dublin, Island og Riga. I 2014 venter Bulgarien, som, ligesom Danmark, har en kortradition, der går langt tilbage i tiden.